Forældrehåndbog

Forventninger til forældre

Det er helt i orden, at I som forældre er med i svømmehallen. Vi har stor forståelse for, at det er rart at kunne holde øje med sit barn under undervisningen. Og meget naturligt, ønsker man kun sit barn det bedste og det kan derfor være fristende at hjælpe til imens undervisningen står på. I skal dog huske, at det ikke altid er lige godt for jeres barns undervisning.

Børn kan let lade sig distrahere, og især hvis far eller mor sidder på kanten og kommenterer på sit barns svømning. Det kan samtidig være svært for barnet at koncentrere sig om, hvad instruktøren siger, og nogle gange kan det virke distraherende på undervisningen, og kan forstyrre både de andre børn og instruktøren.

Vi mener, at et barns selvtillid og selvværd vokser, når det oplever “Jeg-kan-selv” . Svømmeundervisningen giver alle muligheder for at opnå denne følelse at, at de mestrer noget. Og så er det bare fedt, når man fortæller det til sin mor og far efter.

Vi ved, at I alle sidder med ved kanten for jeres barns skyld, og det er kun godt. Men er I uforstående, undrende eller har I blot spørgsmål til undervisningen, må I meget gerne henvende jer til instruktøren, som så vil svare på jeres spørgsmål efter træningen. I fald instruktøren ikke kan besvare jeres spørgsmål bedes I henvende jer til bestyrelsen.

INFORMATION  

Vi informerer via e-mail samt sms, derfor er det vigtigt, vi har korrekte oplysninger. Er du i tvivl om, hvilke oplysninger vi har, kan du gå ind via conventus.dk og se din profil. Der kan du tjekke og evt. rette eller tilføje oplysninger. Det er her vigtigt at mobilnummer står i feltet, som er beregnet til mobilnummer. Du kan også ændre adgangskode til conventus. 

Vær opmærksom på, at mails fra conventus kan blive frasorteret af din e-mails spam-filter, du skal selv gå ind i på din mail og krydse af, at du ønsker mails fra conventus. 

Gode råd

Det anbefales at købe svømmebriller (ikke dykkerbriller), således at tilvænningen sker hurtigere. Børnene vænner sig hurtigere til klorvandet, og de har større mulighed for at orientere sig under vandet. Tætsiddende badebukser/badedragt kan ligeledes anbefales, da man får en større bevægelsesfrihed; desuden bliver vandmodstanden mindre, så man bruger mindre kræfter på at bevæge sig.   

Et håndklæde til at tørre sig med, efter man har vasket sig under bruseren, således at man ikke bliver kold. Du kan evt. tage en t-shirt på, når du er på kanten for at undgå at sidde og fryse inden undervisningsstart. 

Vi anbefaler badehætte, hvis man har langt hår – både af hensyn til hygiejnen og for at beskytte håret. En hår-elastik er også en god idé. 

Vi anbefaler af flere grunde IKKE brug af svømmevinger: 

Vinger fylder det meste af armene, hvilket hæmmer barnets svømmeudvikling. Vinger begrænser ligeledes barnets udvikling af balancen og koordinering i vandet. Når balancen ændres pga. af vinger, får barnet en forkert stilling i vandet (lodret frem for vandret), og er dermed mere passive i vandet. 

Regler i svømmehallen

  • RYGNING 

Det er strengt forbudt at ryge i Herning Svømmehal (gælder også toiletter)  

  • HYGIEJNE

Alle skal i bad inden svømmeundervisning. Vi henviser i øvrigt til vores baderegler

Hvilket hold skal jeg være på?

Find ud af hvilket hold som passer bedst til dit barn.

Læs mere om svømmevinger

Vi anbefaler ikke at din barn bruger svømmevinger. Læs mere om hvorfor, og hvad du kan gøre, hvis dit barn allerede bruger svømmevinger.

Omklædning

Børnene har tidligst adgang til omklædningsrummene 30 min. før undervisningsstart. Når I ankommer til svømmehallen, skal I henvende jer til skranken og sige, at I skal til svømmeundervisning i Gjellerup Svømmeklub. 

Omklædning foregår i rum nr. 3 (piger) og 4 (drenge). 

Børn over 7 år skal klæde om i det omklædningsrum som svarer til barnets køn.  

Vi henviser til vores baderegler i forhold til god hygiejne. Vi ønsker god vandkvalitet samt udvise hensyn til andre badegæster

De 2 undervisningsbassiner på henholdsvis 90 cm og 110 cm dybe ligger i den nye svømmehal.  

Når I kommer ind i svømmehallen, må børnene først gå i vandet, når instruktørerne beder børnene om det. Når undervisningen er slut forlades bassinet.  

Hvis børnene ønsker at svømme før og/eller efter undervisningen, skal der indløses almindelig adgangsbillet til svømmehallen ved ankomst.  

Oprykning og holdskifte

Ved hver endt sæson vurderer instruktøren alle svømmerne med henblik på valg af hold til den efterfølgende sæson.   

Hvis det viser sig, at dit barn af en eller anden grund ønsker at skifte hold i løbet af sæsonen, er vi behjælpelige med dette, i det omfang, der er plads på det ønskede hold. Holdskifte kan også ske på vores opfordring, hvis det viser sig, at dit barn niveaumæssigt er havnet på et uhensigtsmæssigt hold.  

Dit barn vil ved sæsonens afslutning modtage en anbefaling og et fint diplom, hvor vi fortæller, hvilket hold vi vil anbefale næste år. Se eksempel her: anbefalingsbrev

Fotografering

Vi anvender i klubben øjebliksbilleder fra træningen på vores facebookside. I den forbindelse går vi ud fra DGIs retningslinjer for fotodeling. Hvis I ikke ønsker, at jeres barn fremgår af billeder, der vil blive lagt på svømmeklubbens facebookside samt hjemmeside, bedes I give os besked på info@gjellerupsvommeklub.dk.